Om danskprøverne

Der er fire prøver i dansk, der afslutter de tre danskuddannelser. Udbyderne af danskprøverne har ansvar for at afholde prøverne og at informere prøvedeltagerne.

Der er fire prøver i dansk som andetsprog. Prøverne tages som afslutning på Danskuddannelse 1, Danskuddannelse 2 og Danskuddannelse 3. De afsluttende danskprøver giver kursisten dokumentation for sine færdigheder i at forstå og anvende dansk. Dokumentationen kan fx bruges til ansøgning om opholdstilladelse, indfødsret eller til ansøgning om optagelse på uddannelser, hvor der er krav om en bestået danskprøve.

Danskuddannelse 1 Prøve i Dansk 1 (PD1)
Danskuddannelse 2 Prøve i Dansk 2 (PD2)
Danskuddannelse 3

Prøve i Dansk 3 (PD3)

Studieprøven (SP)

Danskuddannelse 3 kan afsluttes med prøver på to niveauer. Prøve i Dansk 3 afslutter modul 5. Studieprøven afslutter modul 6.

Samtlige prøver består af en mundtlig og en skriftlig del og omfatter fire områder: læseforståelse, skriftlig fremstilling, lytteforståelse og mundtlig kommunikation. Se mere om indholdet i de forskellige prøver og delprøver i afsnit 2.10 og 4.2.5 samt i prøvebekendtgørelsens bilag 1.

Find bekendtgørelser på uim.dk

Danskprøverne afholdes hos prøveafholdende udbydere af danskuddannelse til voksne udlændinge efter bestemmelserne i prøvebekendtgørelsen og karakterbekendtgørelsen.

Læs om den praktiske prøveafholdelse

Udbydere af danskprøverne er ansvarlige for at gøre kursister og selvstuderende bekendte med prøvernes indhold og reglerne om prøver, herunder om klageregler, samt om hvilke mål og krav, der er væsentlige for prøverne.

Find flere generelle oplysninger om danskprøverne på borgersiderne, herunder en oversigt over prøvedatoer, frist for tilmelding og gebyrer, m.m. Her finder du også oplysninger om, hvordan prøverne er forbundet til forskellige rettigheder, fx i forhold til opholdsgrundlag, statsborgerskab, autorisationer og studier.

Læs om prøverne, tilmelding, pris, m.m. 

Dispensation for tilmeldingsfrist

En prøvedeltager kan søge om dispensation for tilmeldingsfristen, hvis deltageren ikke har fået tilmeldt sig en danskprøve til tiden. Prøvedeltageren skal søge om dispensation med angivelse af årsag til fristoverskridelsen ved at udfylde et ansøgningsskema:

Hent Ansøgning om dispensation for tilmeldingsfristen ved danskprøverne (pdf)

Skemaet kan prøvedeltageren sende med Digital Post (fx via e-Boks, Mit.dk, Borger.dk eller Digital Post appen). Vælg ”Styrelsen for International Rekruttering og Integration” som modtager. Vælg ”Danskprøver” som underkategori af modtager. 

Fritagelse eller delvis fritagelse

Hvis en prøvedeltager vil søge om fritagelse eller delvis fritagelse for at aflægge prøve skal du som leder eller som prøveansvarlig ved et sprogcenter udfylde et ansøgningsskema med angivelse af årsagen til fritagelse:

Hent Ansøgning om fritagelse for aflæggelse af prøve (pdf)

Det udfyldte skema skal indsendes via e-Boks til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), Danskprøver eller via sikker mail til danskproever@siri.dk. SIRI skal modtage ansøgningsskemaet med bilag senest 7 uger før prøveterminen begynder.

Klagesager ved danskprøverne

Klager over bedømmelsen af danskprøverne er de typer af klagesager, som oftest bliver indsendt til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Klagereglerne ved danskprøverne fremgår af prøvebekendtgørelsen.

Information til prøveafholder om behandling af klagesager ved danskprøverne indeholder en gennemgang af klagesagsbehandlingen ved klager over bedømmelsen. Her finder du også oversigter over, hvilke bilag der skal indsendes til SIRI i forbindelse med forskellige typer klagesager.

Hent Information til prøveafholder om behandling af klagesager ved danskprøverne, 2021 (pdf)

Sager skal sendes til e-Boks til modtageren ”Danskprøver” under ”Styrelsen for International Rekruttering og Integration” eller med sikker mail til danskproever@siri.dk.

Gældende lovgivning

Grundlaget for afholdelse af danskprøverne er reguleret i Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (danskuddannelsesloven) og Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (prøvebekendtgørelsen).

Læs om den gældende lovgivning på uim.dk

Udbud af danskuddannelser og danskprøver

Kommunerne kan sende opgaven med danskuddannelserne og danskprøverne i udbud eller selv varetage opgaven.

Læs om udbud