Inden prøven i mundtlig kommunikation ved Studieprøven skal du forberede en præsentation og diskussion af tre forholdsvis komplekse samfundsrelaterede emner. Det er et krav til prøven, at du kan formulere dig præcist og nuanceret om denne type emner. Det er din evne til at præsentere et komplekst emne og efterfølgende indgå i en samtale, hvor du formulerer forklaringer, vurderinger, synspunkter og argumenter, der bliver vurderet i denne prøve.
Når du kommer ind til prøven, vælger du et af de tre forberedte emner ved lodtrækning, og du bliver bedt om at holde din forberedte præsentation. Din præsentation skal vare ca. fem minutter.
Din præsentation skal være sammenhængende og velorganiseret. På opgavearket kan du se nogle ideer til hvad du eventuelt kan fokusere på i din præsentation. Det er kun ideer, og du forventes ikke at forberede eller komme ind på det hele, hverken i din præsentation eller i den efterfølgende samtale. Det er et krav til din præsentation, at du holder den inden for det overordnede emne. Udover en redegørelse for det eller de aspekter ved emnet, som du har valgt at fokusere på, skal præsentationen indeholde nogle problematikker, som inviterer til en diskussion, og som eksaminator kan stille spørgsmål til efterfølgende.
Efter præsentationen stiller eksaminator dig spørgsmål til det, du har fortalt om. Spørgsmålene skal give dig mulighed for at vise, at du kan formulere dig uddybende, præciserende og nuancerende om emnet. Du bliver derfor bedt om at fortælle lidt nærmere om nogle af de faktuelle forhold og problematikker, du er kommet ind på, og eventuelt komme med eksempler. Du bliver bedt om at præsentere nogle mulige årsager til, at noget forholder sig eller har udviklet sig på en bestemt måde. Du bliver bedt om at vurdere, hvordan en problematik inden for emnet måske vil udvikle sig, eller hvilke løsninger man kunne forestille sig. Endelig vil eksaminator også stille dig spørgsmål, der betyder, at du skal argumentere for eller imod forskellige synspunkter inden for emnet og præcisere, hvad du selv mener.
Censor og eksaminator vurderer, hvor klart og præcist dine forklaringer, vurderinger og argumenter er formuleret, og i hvor høj grad du er i stand til at uddybe og nuancere disse, når du bliver spurgt. Derfor er det også vigtigt, at du har sat dig grundigt ind i emnet og har forberedt dig på at diskutere det. Censor og eksaminator vurderer ikke, hvor meget du ved om emnet, eller hvor kvalificerede dine synspunkter er, men de vurderer, om du kan diskutere på det krævede sproglige niveau. For at vise, at du kan det, er det vigtigt, at du har sat dig ind i emnet og har ideer til, hvad du kan sige.
Prøven i mundtlig kommunikation dækker også lytteforståelse. Det er derfor også et krav, at du har en god og præcis forståelse af eksaminator, når I samtaler om emnet, så der ikke bliver misforståelser. Hvis eksaminator stiller et spørgsmål, som du synes er uklart, kan du bede om at få det præciseret.
Eksaminator og censor vurderer også, hvor let det er at forstå dig. Det er et krav, at du kan kommunikere om et komplekst emne på en sprogligt letforståelig måde. Det vil sige, at du skal kunne formulere dig sammenhængende og korrekt med en sikker grammatik og med et ordforråd, der er så bredt, at du kan udtrykke dig præcist om emnet. Endelig er det et krav, at du har en letforståelig udtale. Du må gerne tale med accent, men det skal være let at forstå, hvad du siger.