Klagevejledning til danskprøverne

Hvis du mener, der er sket fejl ved din prøve, kan du klage. I klagen skal du begrunde, hvorfor du mener, der har været fejl. Du skal klage inden for klagefristerne.

En klage skal indgives til prøveafholderen. Prøveafholderen vejleder dig om proceduren. Det er muligt at klage til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) over prøveafholderens afgørelser i din sag.

Klage over forhold ved prøven

Du kan klage over forhold ved prøven, det vil sige prøvegrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen af prøven. En klage over forhold ved prøven skal indgives til din prøveafholderen senest 4 uger efter, prøveafholderen har meddelt karakteren eller resultatet af prøven. Klagen skal være skriftlig og indeholde din begrundelse for klagen.

Kontakt din prøveafholder, hvis du har brug for vejledning til, hvordan du klager. 

Særligt om klager over bedømmelsen

Censor og eksaminator har et grundig fagligt kendskab til prøven og til, hvordan de skal bedømme, hvilken karakter eller hvilket resultat din præstation skal have. Hvis du mener, censor eller eksaminator har lavet fejl, der har resulteret i en forkert bedømmelse, kan du skrive en klage. Klagen skal indeholde en begrundelse for, hvad du mener er forkert. Du får ikke medhold i din klage, hvis klagen for eksempel alene begrundes med, at du ønsker, at nye bedømmere vurderer din besvarelsen, at du plejer at få en højere karakter, eller at det er vigtigt for dig at bestå prøven.

Du kan få medhold i en klage, hvis der ved prøven eller bedømmelsen har været væsentlige mangler eller andre særlige omstændigheder, der giver anledning til tvivl om, hvorvidt bedømmelsen er korrekt.

Medhold i en klage over bedømmelsen af den skriftlige del af prøven vil typisk betyde, at du bliver tilbudt en ombedømmelse, det vil sige at din besvarelse bedømmes af en ny eksaminator og censor. Medhold i en klage over bedømmelsen af den mundtlige del af prøven vil betyde, at du tilbydes at aflægge den mundtlige del af prøven igen ved den næste termin. Du skal være opmærksom på, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.

Procedure ved klage over bedømmelsen

Når du skriver din klage og begrundelse, skal du sørge for grundigt at beskrive, hvad du mener, der har været forkert.

Du kan eventuelt bruge:

Skema til klage over bedømmelsen af en danskprøve (pdf)

Kontakt din prøveafholder, hvis du har brug for at gennemse prøvegrundlaget eller din skriftlige besvarelse. Gennemsyn sker hos prøveafholderen.

Klagen indleverer du til prøveafholderen.

Hvis du klager over bedømmelsen, og prøveafholderen ikke afviser klagen som grundløs, vil prøveafholderen bede censor og eksaminator om en udtalelse om, hvorfor de har givet den karakter eller det resultat, de har givet. Herefter vil du blive spurgt, om du har bemærkninger til udtalelsen.

På den baggrund beslutter prøveafholderen, om din klage afvises eller om den skal videre til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Hvis den skal videre til SIRI, sørger prøveafholderen for at sende klagen videre. Du vil blive kontaktet af SIRI, hvis SIRI har behov for yderligere oplysninger, eller når din sag er afgjort.

SIRI beslutter, om du får medhold i din klage, eller om din klage afvises.

Hvis du får medhold i en klage over den skriftlige del af prøven, kan du fx blive tilbudt en ny bedømmelse. Hvis du får medhold i en klage over den mundtlige del af prøven, kan du blive tilbudt mulighed for at tage en ny mundtlig prøve ved næste termin. Du skal være opmærksom på, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.

Klage over prøveafholderens afgørelser

Du kan klage til SIRI over en afgørelse, som din prøveafholder har truffet, og som du mener er forkert. Du skal begrunde, hvorfor du mener, der har været fejl ved prøveafholderens afgørelse. Du kan fx få medhold i din klage, hvis der er sket en væsentlig fejl, hvis der har været en væsentlig mangel, eller hvis andre særlige forhold berettiger et tilbud om ombedømmelse eller omprøve.

En klage over prøveafholderens afgørelse skal være skriftlig, og den skal gives til prøveafholderen. Fristen er 2 uger fra det tidspunkt, hvor den afgørelse, du vil klage over, er blevet meddelt.

Eksempler på klager:

  • Du har indleveret en lægeerklæring, der dokumenterer, at du var syg til den skriftlige eller den mundtlige del af prøven, men prøveafholderen har givet dig afslag på at overføre resultatet af den aflagte del til en senere termin.
  • Du har fremvist korrekt legitimation til prøven, men blev afvist.
  • Du har en funktionsnedsættelse, der er dokumenteret med fx med en under 2 år gammel lægeerklæring, men prøveafholderen har givet dig afslag på passende særlige vilkår, selvom du har søgt om det inden for fristen.
  • Du er blevet bortvist fra prøven uden gyldig grund. 
  • Du har rettidigt indgivet en skriftlig og begrundet klage, men prøveafholderen har afvist din klage som grundløs.
  • Der har været væsentlige mangler andre særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen, men prøveafholderen har afvist at fremme din klage til behandling i SIRI.

I de fleste tilfælde skriver din prøveafholder en udtalelse om sagen, og du vil blive spurgt, om du har bemærkninger til udtalelsen. Herefter videresender din prøveafholder sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI sender afgørelsen af sagen til dig.

Hvis SIRI har spørgsmål til dig, vil du blive kontaktet.