Om Indfødsretsprøven

En af betingelserne for at få statsborgerskab er, at du har bestået Indfødsretsprøven.

For at få dansk statsborgerskab (indfødsret) skal du bestå Indfødsretsprøven, som tester dit kendskab til danske samfundsforhold og værdier samt dansk kultur og dansk historie. Den består af 45 spørgsmål. Til hvert spørgsmål er der to eller tre svarmuligheder. For at bestå prøven, skal 36 ud af de 45 spørgsmål være besvaret korrekt, og heraf 4 ud af de 5 spørgsmål om danske værdier. Alle udlændinge, der har ansøgt eller vil ansøge om dansk statsborgerskab, kan gå op til Indfødsretsprøven.

Prøvens 45 skriftlige spørgsmål består af:

  • 35 spørgsmål om dansk historie, samfund og kultur.
  • 5 uforberedte spørgsmål om aktuelle forhold og begivenheder i det danske samfund. Emnerne har haft væsentlig interesse i de danske nyhedsmedier inden for det sidste halve år før, prøven afholdes.
  • 5 uforberedte spørgsmål om danske værdier, som kan handle om eksempelvis ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og lovgivning.
    Prøven varer 45 minutter og er skriftlig. Du må ikke anvende hjælpemidler til prøven.