Den 1. september trådte den nye skriftlige modultest på Danskuddannelse 1, modul 4 i kraft. Modultesten består af fire nye læseopgaveformater og en skriftlig opgave, der baserer sig på fotos fra kursisternes egen hverdag.
Formålet med den nye skriftlige modultest er helt overordnet at skabe en bedre sammenhæng mellem kursisternes hverdag, undervisningen og testen.
Skriveopgaven i den nye modultest er baseret på fotos fra kursisternes egen hverdag. I opgaven er der fokus på, at kursisternes skal sætte ord på kendte aktiviteter og erfaringer fra deres eget hverdagsliv. Erfaringer fra afprøvninger af denne opgave viser nemlig, at det at skrive til genkendelige fotos fra egen hverdag kan lette én i forvejen svær skriveproces for mange kursister på Danskuddannelse 1. Det er derfor vigtigt, at kursisterne selv vælger, hvilke fotos de gerne vil skrive om. I afprøvningerne har der været en klar sammenhæng mellem motivation og kvaliteten af kursisternes skriftlige produkter, når billederne var kursisternes egne.
Modsat kan det ofte være meget vanskeligt for kursistgruppen på Danskuddannelse 1 at forholde sig til personer eller forhold, som de ikke har personlig erfaring med. Den nye skriveopgave er derfor ikke tænkt som en traditionel billedstil, hvor kursisterne skriver til billeder som fx underviseren eller andre har fundet og udvalgt.
De billeder, som anvendes ved modultesten, kan godt være en kombination af fotos eller billeder, kursisterne selv har taget, sammen med billeder, de selv har fundet, fx på nettet. Den enkelte kursist skal producere tre opgaveark med tre fotos pr. ark. Opgavearkene produceres individuelt, således at kursisterne i klassen ikke opgiver identiske opgaveark udformet af underviseren, men i stedet opgaveark styret af den enkelte kursists egne interesser og ønsker.
De fotos, der anvendes ved testen, behøver ikke at indeholde personer. Det kan være fotos af kursistens bolig, sprogskole, uden for arbejdspladsen/praktikstedet eller i kantinen (uden kolleger). Det kan også være et billede af det lokale supermarkeds grøntafdeling eller facade.
Nogle kursister kan have brug for støtte til at indsamle relevant og autentisk billedmateriale. Det kan derfor anbefales at arbejde med indsamlingen af autentisk billedmateriale som en del af undervisningen, fx ved en fælles tur, hvor kursister og underviser tager fotos undervejs, eller ved at inddrage kursisternes egne fotos i undervisningen. Selve billedindsamlingen og det tekniske kan eventuelt også understøttes i studiecenteret.
Se eventuelt Teknisk vejledning - Skrivning:
Teknisk vejledning - Skriveopgave 1
Kursisten har desuden mulighed for at opgive de samme emner til både den mundtlige og skriftlige del af modultesten.
Se også Inspirationsforløb til underviser, der ligger på danskogproever.dk: