Danskkundskaber og gode læse- og skrivefærdigheder er vigtige for, at voksne uanset baggrund kan deltage på arbejdsmarkedet og i samfundslivet generelt. Mange voksne udlændinge m.fl. deltager i dag i danskundervisning, og det er regeringens ambition, at tilbuddene i højere grad skal imødekomme, at der er tale om forskellige målgrupper med forskellige behov.
Regeringen nedsætter en ny tværministeriel arbejdsgruppe, der skal se på indretningen af undervisningstilbuddene til voksne på tværs af Børne- og Undervisningsministeriets og Udlændinge- og Integrationsministeriets ressortområder. Tiltaget er en del af Trepartsaftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse, som regeringen indgik med arbejdsmarkedets parter i september 2023.
Regeringen mener, det er positivt, at mange voksne i dag deltager i danskundervisning, idet danskuddannelsestilbuddene skal bidrage til, at voksne udlændinge m.fl. har de sproglige kompetencer, som er nødvendige for at kunne deltage på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Regeringen mener også, at der er behov for, at tilbuddene i højere grad imødekommer målgruppernes behov. Dette gælder fx nogle af de sprogligt svageste kursister på danskuddannelserne, der kan have gavn af en mere praksisrettet danskundervisning, end de får i dag. Samtidig kan kursister med dansk herkomst, der deltager i læse- og skrivekurser, fordi de har svært ved at læse og skrive, i dag opleve at få en mindre relevant undervisning, fordi tilbuddene i stigende grad benyttes af voksne med andet modersmål end dansk.
Den tværministerielle arbejdsgruppe skal afdække udfordringerne på området i dag og opstille og belyse modeller for, hvordan de forskellige danskundervisningstilbud bedst udformes og organiseres fremadrettet. Arbejdsgruppen består af Børne- og Undervisningsministeriet (formand), Udlændinge- og Integrationsministeriet, Finansministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Der nedsættes i tilknytning til arbejdsgruppen en referencegruppe bestående af arbejdsmarkedets parter samt uddannelsesudbydere. Arbejdsgruppen skal afrapportere til regeringen senest 2. kvartal 2025.
Læs om aftalen samt kommissoriet for arbejdsgruppen på uim.dk