Fagspecifikke retninger styrker sproglig og faglig opkvalificering i integrationsgrunduddannelsen (igu)

Den sproglige og faglige opkvalificering i igu’en styrkes med udvikling af fagspecifikke retninger, hvor hovedparten af skoledelen i integrationsgrunduddannelsen (igu) bliver fastlagt på forhånd, og danskundervisning bliver en væsentlig integreret del af retningerne.

Integrationsgrunduddannelsen kan med de 23 ugers faglige og sproglige uddannelse være en central ordning til at sikre, at flygtninge og familiesammenførte kan blive opkvalificeret til varig beskæftigelse på det danske arbejdsmarked  Erfaringen viser, at det har været svært at sikre en faglig opkvalificering i de 23 ugers igu-uddannelse, derfor besluttede parterne at afsætte midler for at styrke undervisningsdelen  i et igu-forløb.

Læs mere om trepartsaftalen om videreførelse og udvidelse af integrationsgrunduddannelsen på uim.dk

De fagspecifikke retninger

Der bliver udviklet fagspecifikke retninger inden for syv brancher. Brancherne er blandt andet udvalgt efter, hvor målgruppen i dag er i beskæftigelse, og hvor der er mangel på arbejdskraft. Hver fagspecifik retning vil indeholde forløb med AMU-kurser, som tager højde for målgruppens dansksproglige og faglige kompetencer.

De fagspecifikke retninger er målrettet følgende brancher:

  • Køkken og restauration
  • Industri
  • Transport og lager
  • Bygge- og anlæg
  • Rengøring
  • Social og sundhed
  • Butik og handel

De fagspecifikke retninger forventes at være færdigudviklede og klar til udbud medio 2025.

Danskpuljen

For at sikre, at danskundervisning er en central del af de fagspecifikke retninger, er der endvidere afsat 3,6 millioner kroner årligt i 2025-2027 til en danskpulje. Formålet med danskpuljen er at sikre, at danskundervisning er en væsentlig integreret del af de fagspecifikke retninger, og midler fra danskpuljen vil blandt andet kunne finansiere opkvalificering af ikke-danskfaglige undervisere hos AMU-udbydere eller indkøb af danskfaglige ressourcer fra fx sprogcentre.

Læs mere om rammer og indhold for de fagspecifikke retninger og danskpulje på uvm.dk

Vil du vide mere om integrationsgrunduddannelsen (igu)?

 - så deltag i et webinar om igu, som vi afholder d. 17. december 2024 kl. 14:00 – 15:30.

Tilmeld dig her

Dette webinar er målrettet dig med meget begrænset viden om igu eller har et ønske om at genopfriske den. Du får bl.a. viden om:

  • Integrationsgrunduddannelsens (igu) centrale elementer
  • Lov om integrationsgrunduddannelse (igu) og de tilknyttede lovgivninger
  • Hvordan igu kan anvendes i praksis

Læs mere om Integrationsgrunduddannelsen (igu)