Henvisning og visitation til danskuddannelse

Kommunen skal henvise voksne udlændinge til gratis danskuddannelse. Visitationen sker hos udbyderen af danskuddannelsen, og borgeren kan herefter starte til undervisning. S-kursister skal betale depositum.

Kommunerne skal henvise voksne udlændinge m.fl. til danskuddannelse.

Optagelse til danskuddannelse sker efter henvisning fra bopælskommunen. I praksis sender kommunen ofte et henvisningsbrev til borgeren, hvor tilbuddet om danskuddannelse beskrives. Kommunen har pligt til at henvise alle udlændinge i målgruppen til danskuddannelse.

Henvisning. Det er kommunens opgave at sikre, borgerne inden for en måned efter tilflytning til kommunen bliver henvist til danskuddannelse.

Borgernes ret til danskuddannelse

Som udgangspunkt har alle nyankomne voksne udlændinge ret til danskuddannelse i op til 5 år fra det tidspunkt, hvor borgeren kan starte på uddannelsen.

Borgerens opholdsgrundlag bestemmer, om borgeren skal henvises til danskuddannelse som I- eller S-kursist. Flygtninge og familiesammenførte til flygtninge (I-kursister) henvises til danskuddannelse som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram. Udenlandske arbejdstagere, studerende m.v. (S-kursister) henvises til danskuddannelse som led i et introduktionsforløb.

EU-grænsependlere har også ret til at blive henvist og visiteret til danskuddannelse. Som udgangspunkt er det den kommune, hvori grænsependlerens arbejdsplads ligger placeret, der har pligt til at henvise til danskuddannelse. Kommunen har så vidt muligt pligt til at orientere grænsependleren om tilbud efter danskuddannelsesloven, fx ved at informere virksomheder i området om tilbuddet. Grænsependleren skal i de fleste tilfælde selv henvende sig til kommunen eller til sprogcenteret for at få et henvisningsbrev.

Borgere, der hverken modtager ydelser til forsørgelse eller beskæftigelsesrettede tilbud fra det offentlige, har ret til selv at vælge, på hvilket sprogcenter de vil gå til danskundervisning. Derudover gælder, at kommunen i videst muligt omfang skal efterkomme et ønske om undervisning på et bestemt sprogcenter fra borgere, der modtager ydelser eller beskæftigelsesrettede tilbud. Dette kan også være på tværs af kommunegrænser. For nogle borgere kan det f.eks. være hensigtsmæssigt at gå til danskundervisning i den kommune, hvor deres arbejdsplads er placeret.

Se mere om regelgrundlaget og det kommunale tilbud om danskuddannelse på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Læs bekendtgørelse af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. på uim.dk

Visitation til danskuddannelse

Når kommunen har henvist borgeren til danskuddannelse, bliver borgeren visiteret og indplaceret på enten Danskuddannelse 1, 2 eller 3 hos udbyderen.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har udarbejdet vejledning og visitationsmateriale til visitationen til hver af de tre danskuddannelser. Vejledningen beskriver, hvordan visitationssamtalen skal forløbe, hvilke elementer den skal indeholde og retningslinjerne for visitation og indplacering.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) afholder opkvalificerende kurser for sprogcentrenes visitatorer. På visitationskurserne bliver visitationsmaterialet gennemgået, og visitatorerne afprøver metoderne i praksis. Visitationsseminarer og andre arrangementer annonceres på danskogproever.dk.

Hvis du som kommune eller sprogcenter har yderligere spørgsmål til visitation kan du kontakte SIRI på danskuddannelser@siri.dk.

Find vejledning og visitationsmateriale 

Læs om arrangementer

Depositum for at deltage i danskuddannelse

Med få undtagelser skal alle S-kursister betale et depositum på 2.000 kr. pr. modul for at deltage på danskuddannelsen. Depositummet betales af kursisten til sprogcenteret før undervisningsstart. Depositummet tilbagebetales til kursisten, hvis modultesten er bestået inden for tidsfristen. I praksis kan sprogcentret videreføre depositum fra et bestået modul til det næste.

Bopælskommunen henviser til ét modul ad gangen, og når en modultest er bestået, bliver kursisten henvist til et nyt modul. I praksis skal kommunen og sprogcentret tilrettelægge henvisningen på en måde, så kursisten ikke får et unødigt ophold i uddannelsesforløbet.

Hvis en kursist har uddannelsesret, men ikke består modultesten eller den afsluttende prøve inden for tidsfristen, kan kursisten fortsætte sin danskundervisning på samme depositum. Hvis kursisten skal henvises til et nyt modul, skal kursisten betale nyt depositum.

Tidsfristerne for tilbagebetaling af depositum til danskuddannelse 1, 2 og 3 er:

Modul 1 Modul 2 Modul 3 Modul 4 Modul 5 Modul 6
6 måneder  6 måneder  7 måneder  8 måneder  9 måneder  9 måneder 

En S-kursist, der er nødsaget til at skifte sprogcenter midt i et modul, fx på grund af flytning, kan få sit depositum udbetalt. Kursisten skal herefter indbetale depositum på det nye sprogcenter for at kunne fortsætte på modulet. Reglerne om depositum er nærmere beskrevet i Bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., som du finder på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Læs bekendtgørelse af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. på uim.dk

Statsligt tilsyn med visitation og indplacering

Udlændinge- og Integrationsministeriet har som ressortministerium for danskuddannelserne pligt til at føre tilsyn med visitation og indplacering. I praksis er det Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som fører tilsynet. Tilsynet skal:

  • sikre at visitation og indplacering af kursister på danskuddannelserne foregår efter gældende lov, bekendtgørelser og vejledning
  • afdække visitations- og indplaceringspraksisser på tværs af kommuner med henblik på kvalitetsudvikling, herunder ensartethed i visitations- og indplaceringspraksisser.

Tilsynet gennemføres i praksis af et rejsehold af erfarne visitatorer, der ved besøg på sprogcentrene observerer visitationer, tager stikprøver på 20 visitationer og har en samtale med visitator.

Læs om visitation og indplacering