Overgangsprøve på Danskuddannelse 1 i 2025
10-09-2024Som følge af den politiske aftale om en ny arbejdspligt omlægges Danskuddannelse 1, og modul 6 afskaffes fra 1. januar 2025. I den forbindelse vil der blive indført en overgangsprøve på Danskuddannelse 1 efter modul 5 for kursister, der afslutter deres danskuddannelse i 2025.
Prøven kan også tages af selvstuderende, der ønsker at tage en Prøve i Dansk 1. Overgangsprøven erstatter den eksisterende Prøve i Dansk 1, som bortfalder i og med, at modul 6 på Danskuddannelse 1 afskaffes. Overgangsprøven vil gælde frem til den nye Prøve i Dansk 1 er færdigudviklet i 2026. Indførelse af ændringerne på Danskuddannelse 1 forudsætter, at loven om arbejdspligt vedtages.
Samme prøvesystem som tidligere
Overgangsprøven i 2025 vil følge de samme procedurer og retningslinjer som den nuværende prøve på Danskuddannelse 1. Det betyder, at der vil være to prøveterminer hhv. maj-juni og november-december 2025, og der vil gælde samme procedurer i forhold til tilmelding af prøvedeltagere, ansøgning om særlige prøvevilkår og andre frister m.v. som i dag.
Særligt prøvemateriale fra SIRI
Overgangsprøven vil bestå af en skriftlig del med både læse- og skriveopgaver, der tester sproglige færdigheder på niveau A1, samt en mundtlig del, der tester sproglige færdigheder på niveau A2+ (svarende til afslutningen på modul 5). Der vil blive udsendt et særligt prøvemateriale fra SIRI, som skal anvendes ved afholdelsen af overgangsprøven. Materialet vil delvist basere sig på testmateriale fra nogle af de eksisterende modultest. Der vil desuden primo 2025 blive udsendt et eksempelsæt, som kan anvendes til at forberede kursisterne til overgangsprøven.
Bedømmelse af overgangsprøven
Der vil være et enkelt område, hvor overgangsprøven i særlig grad vil adskille sig fra den nuværende Prøve i Dansk 1. Ved den nuværende Prøve i Dansk 1 gives der karakterer efter 7-trins-skalaen, men ved overgangsprøven vil både den skriftlige og den mundtlige del af prøven blive bedømt med bestået/ikke bestået.
Ved overgangsprøven vil der være én beskikket censor på den skriftlige del af prøven svarende til den nuværende Prøve i Dansk 1. Den mundtlige del vil lige som i dag blive bedømt af en eksaminator fra det sprogcenter, prøvedeltageren er tilmeldt, og en ekstern censor fra et andet sprogcenter.
Beskikkede censorer og andre bedømmere af prøven vil modtage vejledningsmateriale fra SIRI om bedømmelse af prøvens skriftlige og mundtlige del.
Overgangsprøven hedder formelt Prøve i Dansk 1
I lighed med den nuværende prøve og den kommende prøve (som lanceres i 2026), vil overgangsprøven formelt hedde Prøve i Dansk 1, og kursister, der består prøven, skal have udstedt prøvebevis for en bestået Prøve i Dansk 1.